Plan Planum 2022

Plan Planum åbner dørene til efterårets største gameshow og mangler deltagere, som er klar på at være med!


I år bliver der dystet på kryds og tværs i alverdens TV-programmer, når "Det Store Planum Gameshow" afholdes. Du vil komme til at dyste i at komme ’Først til verdens ende’ og på vejen finde løsninger til udfordringer i ’Stormester’, bygge den vildeste konstruktion, som var det ’Legomasters’, og hjælpe lydmanden med hans underlige problemer.


Til efteråret vil 72 heldige deltagere blive en del af det vildeste gameshow. Hele ugen bliver en fest fyldt med spas og udfordringer, når der bl.a. dystes i madlavning, quizzer og spejderfærdigheder. Du kommer til at få nye venner fra hele landet, og sammen vil I hjælpe hinanden godt igennem ugen.


På Plan Planum vil du gennem finurligheder prøve kræfter med forløbstanken, ledelsestyper og patruljelivet. Samarbejdet i din patrulje er vigtigt for at vinde den ultimative præmie og for festen, der følger.

Når du vender hjem fra kurset, vil rygsækken være fyldt med beskidt tøj, nye venskaber og gode idéer, som du kan bruge til patruljearbejdet hjemme i troppen.


Kommer din patrulje først til verdens ende, når legoklodserne flyver om ørene på jer? Skynd dig ind og meld dig til årets fedeste gameshow – du kommer ikke til at fortryde det!